Jeg ved ikke om min historie kunne have betydning, jeg er ikke havnet på kontanthjælp...selv om det var kommunens hensigt da jeg tilbage i 04 blev syg, jeg nåede at komme direkte fra sygedagpenge på ledighedsydelse, men kun fordi jeg tog sagen i min egen hånd og fik skubbet på....sådan at jeg akkurat nåede at blive visiteret lige inden stop af sygedagpengene, kommunens hensigt var åbenlyst at jeg enten skulle på kontanthjælp eller på ægtefælleforsørgelse....for at afvente om mine rygskader (diagnoser) evt. blev bedre hen af vejen.
 
Min historie kort fortalt, og i kronologisk rækkefølge. Kan min historie bruges uddyber jeg selvfølgelig nærmere.
 
Jeg blev i marts 04 sygemeldt, på det tidspunkt troede jeg at en kort sygeperiode (som sædvanligt) ville gøre at jeg hurtigt kom tilbage på job igen, men denne gang skulle jeg blive klogere....min ryg havde sagt endelig stop efter 34 års hårdt fabriksarbejde kun afbrudt af 2 gange barsel.
 
Jeg havnede i et sygedagpengeforløb for første gang i mit liv, og troede selvfølgelig på at systemet var der for mig, og fik faktisk noget af et chok, da jeg hen af vejen erfarede at det var det absolut ikke....jeg er født med en dårlig ryg, og var lige siden jeg var ung blevet opfordret af min(e) læger til at søge pension, og troede på at min sag lå til højrebenet.....min alder og mit jobforløb taget i betragtning. Det hele endte med at jeg fik tilkendt fleksjob, også selv om mit revaforløb og flere arbejdsprøvninger viste at jeg ville få meget svært ved at klare et job, på få timer og med mange skånehensyn. I mit forløb sendte kommunen mig til et privathospital, til en tværfaglig undersøgelse hos en smertelæge, en fys. og en psykolog.....fys, og psykolog kunne ikke hjælpe, mine rygskader lader sig ikke behandle med fys. og en psykolog kunne heller ikke hjælpe, da jeg allerede selv havde fat i hvordan man smertetackler og den slags. Smertelægen kunne hjælpe mig, dels ved at omlægge min medicin og dels give mig stærkere afhængighedsskabende smertestillende midler. Uofficielt blev der ved den lejlighed stillet diagnosen fibromyalgi, den diagnose er kun antydet i den samlede udtalelse fra stedet, idet kommunen kun havde bedt om udtalelser omkring mine kroniske smerter. Det var i sidste ende mit held, at alle ved den tværfaglige undersøgelse havde udtalt at min(e) diagnoser var kroniske og uhelbredelige, ellers havde kommune forsøgt at smide mig på kontanthjælp med den begrundelse at rygsmerter kan trænes væk!!!!!!!
 
Jeg blev visiteret 1-11-05 og startede allerede i en virksomhedspraktik i en børnetandpleje med henblik på ansættelse i et fleksjob januar 06, men desværre blev jeg påkørt bagfra en uge efter start, ved ulykken pådrog jeg mig en alvorlig piskesmældsskade oveni de diagnoser jeg har på min ryg. Jeg prøvede alligevel ihærdigt om det alligevel kunne lykkedes med jobbet i tandplejen, men det hele endte med at kommunen selv stoppede den virksomhedspraktik i maj md. 06, da det simpelthen var alt for hårdt. Jeg ved at min daværende sagsbehandler har indhentet stattusattest, da det efterhånden stod klart at det var pension der skulle på tale i min sag. Desværre skete ulykken og stop af praktikforløbet i samme år hvor kommunerne havde travlt med kommunesammenlægningerne, og der er ingen tvivl om at min pensionssag blev syltet, og lagt til side så den nye kommune (Holbæk) kunne afslutte/afgøre.
 
Intet hørte jeg, så jeg kontaktede selv den nye kommune og fik en tid i marts 07 til en samtale med min nye jobkonsulent, et møde der for mig var chokerende ud over alle grænser....jeg er ikke for streng når jeg siger rent ud, at den mand er magtpsykopatisk ud over alle grænser, og jeg blev klar over at nu var jeg nødt til at søge hvad jeg kunne, af hjælpemidler og § 100, udelukkende for at bevise over for en jobkonsulent at jeg dælme ER for syg til det mindste fleksjob, indtil da havde min mand og jeg prøvet på at klare det hele så godt det nu lod sig gøre, og med store ofre fra min mands side, ud over at skulle hjælpe mig så har han også sit fuldtidsarbejde.
 
Min ansøgning om hjælpemidler gled lige igennem, den sødeste ergoterapeut kom i mit hjem og hjalp med at finde ud af hvilke hjælpemidler jeg kunne få gavn og glæde af, især er jeg glad for min rollator...og burde have søgt de hjælpemidler for længe siden, hvis jeg havde vidst noget før at man bare kunne søge om det selv. Ergoterapeuten foreslog mig at søge § 100, da jeg har massive problemer med transport.....også den ansøgning gik glat igennem, og jeg får p.t 2000 kr pr. md i merudgiftsydelser, hvoraf de 1750 er til taxa så jeg kan handle og komme til læge og den slags selv....det siger nærmest sig selv, at får jeg hjælp til at komme ned for at handle, så kan jeg jo ikke pludselig tage tog og bus, når jeg skal på job eller i et nyt afklaringsforsøg....så det endte med at jeg klagede over jobkonsulenten og hele den måde min sag (og jeg) i jobcentret blev behandlet på, i en mail til vores borgmester. Det medførte at jeg sørme fik tilbud om hjemmebesøg af min jobkonsulent, det besøg var i oktober 07 og der blev det aftalt at kommunen ville indhente en udvidet helbredsattest fra min læge, som kommunen modtog i november og siden har jeg igen INTET hørt. Formålet var omsider at få opdateret min ressourceprofil, da der jo i mellemtiden er kommet en alvorlig WP skade samt en alvorlig slidgigt  (primært) i min hænder til.
 
Nu har jeg været på ledighedsydelse i 30 måneder, i den tid har jeg i alt 4 gange talt med en jobkonsulent, jeg formoder kommunen har mistet tilskud til den ledighedsydelse de betaler mig hver måned uden problemer, ledighedsydelsen kan ikke fratages mig så længe jeg gør hvad kommunen beder mig om....vil de have mig i afklaringsforløb igen, så må de jo sørge for transport frem og tilbage. Omvendt har netop jeg ikke travlt med at få min pensionssag afgjort, en ledighedsydelse giver mere udbetalt end en pension som gift. Men det er alligevel tungt, når de er år og dage om at afgøre ens sag.
 
Mit hjerte bløder for de syge der ender på kontanthjælp, når min sag ikke engang kan blive afgjort...så kan jeg nemt forestille mig den kassetænkning der må være ved at holde de syge fast i en midlertidig (billigere) ydelse, og det er godt at se at nogle kan og vil kæmpe den kamp....jeg håber at i bliver taget alvorlig hos relevante politikere, og at andre har fulgt jeres opfordring til at fortælle deres historie.